Hun stod med linen i hånden og mærkede frustrationen vokse.
Hunden lyttede ikke. Den trak frem. Reagerede på lyde. Var urolig.
Hun havde gjort det rigtige. Læst bøgerne. Trænet. Øvet sig.
Alligevel virkede det ikke.
Og pludselig kom tanken.
Jeg er ikke god nok til det her.
Det var ikke bare irritation over situationen. Det var en følelse i kroppen. En tyngde i brystet. En varme, der kunne blive til vrede. Eller en klump i halsen, der kunne blive til sorg.
Hvis det er genkendeligt, er der en vigtig forståelse her. For det handler sjældent kun om hundens eller hestens adfærd. Det handler også om den måde, man ser sig selv på.
Selvopfattelsen følger med ind i relationen
Den måde, man opfatter sig selv på, stopper ikke ved stalddøren eller ved hoveddøren.
Hvis der indeni ligger en følelse af utilstrækkelighed, vil den farve oplevelsen af samarbejdet.
Når hunden ikke gør, som man ønsker, kan det hurtigt blive tolket som et bevis.
Se selv. Jeg kan ikke finde ud af det.
Jeg burde kunne gøre det bedre.
For en særligt sensitiv kvinde kan denne indre stemme være stærk. Fordi der allerede er en dyb bevidsthed om at ville gøre det rigtigt. At ville være omsorgsfuld. At ville skabe harmoni.
Når det ikke lykkes, rammer det ikke kun situationen. Det rammer identiteten.
Følelsen i kroppen
Før tankerne bliver tydelige, mærkes følelsen i kroppen.
Spænding i skuldrene.
Varme i ansigtet.
En sitrende uro.
Det er ubehag. Og kroppen vil naturligt forsøge at slippe af med det.
Her opstår to typiske reaktioner.
Den udadreagerende og den indadreagerende.
Når vreden går udad
Nogle gange bliver ubehaget til irritation.
Stemmen bliver hårdere.
Bevægelserne bliver skarpere.
Der kan komme et suk eller en skarp kommando.
Ikke fordi man vil være hård. Men fordi vreden midlertidigt fjerner følelsen af utilstrækkelighed.
Når vreden rettes mod hunden eller hesten, flyttes fokus væk fra den indre smerte.
Problemet er, at dyret mærker energien.
Det mærker spændingen.
Det mærker frustrationen.
Og relationen bliver mindre tryg.
Når reaktionen går indad
Andre gange går reaktionen den modsatte vej.
Man bliver stille.
Trækker sig.
Undgår træning eller ridning.
Måske begynder man at tænke, at man ikke er typen, der kan finde ud af det.
Undgåelsen beskytter mod at mærke følelsen igen. Hvis situationen ikke opstår, aktiveres utilstrækkeligheden heller ikke.
Men samtidig mister man kontakten til det, man egentlig holder af.
Følelsen af ikke at være god nok
Følelsen af utilstrækkelighed opstår sjældent for første gang ved en ridebane eller på en gåtur.
Den har ofte rødder længere tilbage.
Måske i oplevelser af ikke at leve op til forventninger.
Måske i sammenligninger.
Måske i relationer, hvor man ikke følte sig set.
Når hunden eller hesten ikke responderer, kan det aktivere den gamle følelse.
Det er ikke dyret, der skaber utilstrækkeligheden. Det er situationen, der vækker den.
Samarbejdet som spejl
Hunde og heste reagerer ikke kun på tekniske signaler. De reagerer på nervesystemer.
Hvis kroppen er fyldt med selvkritik og spænding, vil det påvirke samarbejdet.
En hest kan blive mere urolig.
En hund kan blive mere opmærksom på omgivelserne.
Ikke for at modarbejde. Men fordi energien i relationen ændrer sig.
Når man opdager dette, kan selvkritikken let blive stærkere.
Nu ødelægger jeg det også for dyret.
Men her ligger en mulighed.
Fra selvkritik til nysgerrighed
I stedet for at spørge, hvorfor kan jeg ikke finde ud af det, kan man stille et andet spørgsmål.
Hvad mærker jeg lige nu.
Hvilken følelse blev aktiveret.
Hvad fortæller den mig.
Når følelsen af utilstrækkelighed mødes med nysgerrighed, mister den noget af sin kraft.
Måske handler situationen ikke kun om træning. Måske handler den om et gammelt mønster.
Når det opdages, kan man begynde at adskille situation og selvopfattelse.
Hunden lyttede ikke i dette øjeblik.
Det betyder ikke, at jeg ikke er god nok.
Den skelnen kan skabe ro.
At give plads til følelsen
Det kan være hjælpsomt at stoppe op.
Trække vejret dybt.
Mærke fødderne mod jorden.
Lægge en hånd på brystet.
Ikke for at presse følelsen væk. Men for at anerkende den.
Følelsen af utilstrækkelighed er ofte et gammelt ekko. Når den mødes med mildhed, begynder den at falde til ro.
Jo mere indre ro, jo mere klar kommunikation med dyret.
Et nyt fundament for samarbejde
Når selvopfattelsen ændrer sig, ændrer relationen sig.
Hvis man kan stå i sig selv med en oplevelse af værdi, bliver hundens eller hestens adfærd ikke et bevis på ens værd.
Den bliver en information.
Noget kan justeres.
Noget kan læres.
Noget kan øves.
Men det er ikke identiteten, der står på spil.
For særligt sensitive kvinder kan denne bevægelse være afgørende.
At forstå, at samarbejdet ikke kun handler om teknik. Det handler om relation. Og relation starter indefra.
Når følelsen af utilstrækkelighed ikke længere styrer, opstår der mere tålmodighed. Mere ro. Mere klarhed.
Og det mærker hunden eller hesten.