Jeg var 30 år og meget sikker på mig selv.

Så sikker, at jeg skrev et brokkebrev til statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

Jeg stillede spørgsmålet, hvorfor jeg skulle blive boende i Danmark med det høje skattetryk. Tonen var skarp. Ordene var hårde.

Jeg brugte begreber som skaffedyr og arbejdsløse, der ikke vil arbejde.

Når jeg i dag læser brevet, krummer jeg tæer.

Ikke kun over sproget. Men over den selvfølgelighed, hvormed jeg udtalte mig om noget, jeg reelt ikke havde undersøgt. Jeg havde ikke sat mig ind i tallene. Ikke læst statistikkerne. Ikke undersøgt nuancerne.

Alligevel skrev jeg, som om jeg havde gennemskuet det hele.

En indre sikkerhed, der føltes som sandhed

Det mest interessante er, at jeg dengang ikke oplevede mig selv som arrogant.

Jeg oplevede mig selv som klar.

Jeg følte, at jeg havde forstået noget vigtigt. At jeg så det, andre ikke så. Der var en indre styrke i det og en næsten ophøjet sikkerhed.

For nylig var jeg på kursus i konstellationer set fra et METAsundhed perspektiv. Her blev jeg introduceret til konstellationen storhedsvanvid:

Oppustet selvtillid.
Oplevelse af at vide bedre end eksperter.
Urealistisk vurdering af egne evner.

Og pludselig blev mit gamle brev et spejl.

Hvad kompenserede jeg for

Når jeg ser tilbage med mere modenhed, bliver jeg nysgerrig.

Hvad var det, jeg ikke kunne holde ud at mærke dengang.

Bag storhedsvanvid ligger ofte en sårbarhed. En følelse, der er svær at være i. I stedet for at mærke usikkerhed kan psyken skabe en fortælling om overlegenhed.

Jeg kan i dag se, at jeg skabte en hel historie på meget få data.

Jeg havde et udsnit. En oplevelse. En irritation.

Og ud fra det byggede jeg en samlet forklaring på et komplekst samfund.

Vi reagerer på vores indre dynamikker

Konstellationer kan farve vores opfattelse kraftigt.

Når de bliver trigget, føles perspektivet som fakta. Man oplever ikke, at man fortolker. Man oplever, at man ser sandheden.

Det er først bagefter, med afstand og selvrefleksion, at man opdager forvrængningen.

Det kræver mod at erkende det.

Det er lettere at forsvare sit yngre jeg. Men jeg kan mærke, at det er mere sandt for mig at sige, at jeg dengang var grebet af noget.

Svaret jeg aldrig glemmer

Noget, der rører mig dybt, er svaret.

Poul Nyrup Rasmussen tog sig tid til at besvare mit brev. Han svarede roligt og sympatisk.

Ingen hårde ord. Ingen nedladenhed.

I dag har jeg en dyb respekt for ham. Ikke kun for svaret. Men for det menneske, jeg senere har set i interviews og udsendelser.

Jeg har set ham tale om sin far. Om sin datter, som tog sit eget liv på grund af psykisk sygdom.

Jeg har set sorgen. Sårbarheden. Mennesket bag rollen.

Og jeg kan mærke kontrasten til min egen skråsikkerhed dengang.

Fra dom til ydmyghed

Når jeg læser mit gamle brev i dag, mærker jeg både skam og mildhed.

Skam over tonen. Mildhed overfor den 30 årige, som gjorde det bedste, hun kunne med den bevidsthed, hun havde.

Det er måske den største læring.

At vi som mennesker kan blive fanget i indre konstellationer, som former vores opfattelse. Vi kan tro, at vi har hele sandheden, mens vi kun har et fragment.

Og vi kan først se det, når vi tør kigge ærligt tilbage.

Vi skaber store fortællinger på få data

Det, jeg lærte på kurset, er ikke kun relevant for mit gamle brev.

Det er relevant i hverdagen.

Vi hører en sætning.
Vi ser en reaktion.
Vi oplever en stemning.

Og så skaber vi en hel fortælling.

Når en konstellation er aktiv, bliver fortællingen større. Mere dramatisk. Mere sikker.

Jo stærkere følelsen er, jo mere overbevisende virker historien.

At opdage sig selv i processen

Den største gave ved denne erkendelse er ikke selvkritik.

Det er bevidsthed.

Når jeg i dag mærker en stærk overbevisning om noget, kan jeg spørge mig selv.

Hvad bygger jeg det på?
Hvilke data har jeg?
Er der noget i mig, der kompenserer for noget andet?

Det skaber et lille mellemrum.

Og i det mellemrum opstår ydmyghed.

At være menneske

Jeg ville ikke slette mit brev, selv om jeg krummer tæer.

Det er en del af min historie. Det viser en bevægelse.

Fra skråsikkerhed til nysgerrighed.
Fra dom til forståelse.
Fra fortælling til refleksion.

METAsundhed beskriver konstellationer som midlertidige indre tilstande. De er ikke identitet. De er dynamikker.

Når de bliver bevidste, mister de noget af deres magt.

Og måske er det netop i erkendelsen af vores egne forvrængninger, at vi bliver mere hele.