Hun havde haft ondt i skulder og nakke i over et år.

Undersøgelserne viste intet alvorligt. Vævet var helet. Der var ingen tydelig skade. Alligevel var smerten der. Den var ikke konstant, men den dukkede op igen og igen.

Hun begyndte at tvivle på sig selv.

Er det bare mig.
Overdriver jeg.
Sidder det kun i mit hoved.

Mange har hørt sætningen. Det er psykosomatisk. For nogle føles det som en afvisning. Som om smerten ikke er reel.

Men psykosomatisk smerte betyder ikke, at man forestiller sig noget. Det betyder noget helt andet.

Psyke og krop kan ikke skilles ad

Ordet psykosomatisk består af to dele.

Psyke henviser til vores følelsesliv.
Soma henviser til kroppen.

Begrebet beskriver, at krop og psyke hænger sammen. At det, der sker i hjernen og nervesystemet, kan påvirke kroppen direkte.

Når nogen siger, at det sidder i hovedet, kan det misforstås som indbildning. Men der findes en anden forståelse.

Smerten kan være reel. Den kan mærkes tydeligt i kroppen. Men oprindelsen kan ligge i hjernen frem for i vævet.

Smertehukommelse i hjernen

Hvis man slår hovedet i dag, opstår der akut smerte på grund af en skade i vævet.

Men hvis smerten stadig er der et år senere, selv om vævet er helet, kan forklaringen være en anden.

Hjernen kan have lagret en hukommelse af smerte.

Når hjernen gentagne gange har registreret smerte, kan den fortsætte med at aktivere de samme signaler, selv når den oprindelige skade er væk.

Kroppen skelner ikke mellem smerte fra væv og smerte fra en hukommelse i hjernen. For kroppen føles det ens.

Derfor er psykosomatisk smerte ægte smerte.

Det første skridt er at anerkende smerten

En af de vigtigste ting i arbejdet med psykosomatisk smerte er at validere oplevelsen.

Smerten er virkelig. Den er ikke opdigtet. Den er ikke dramatisk.

Når en person får at vide, at der ikke er noget galt i kroppen, kan det føles som om, at oplevelsen bliver gjort mindre.

Men forståelsen handler ikke om at afvise smerten. Den handler om at undersøge, hvor den kommer fra.

Stammer den fra en skade, der endnu ikke er helet. Eller stammer den fra en smertehukommelse i hjernen.

Når nervesystemet har været under pres

For mange særligt sensitive kvinder har kroppen været under pres i længere tid.

Måske har der været stress.
Måske følelsesmæssige belastninger.
Måske lange perioder med at tilsidesætte egne behov.

Et overbelastet nervesystem kan blive mere opmærksomt på signaler fra kroppen.

Små fornemmelser kan forstærkes. Hjernen kan blive mere vagtsom.

Hvis der samtidig har været en periode med fysisk smerte, kan hjernen begynde at forvente den.

Forventningen kan i sig selv aktivere smerte.

Hjernen som beskyttelse

Hjernen forsøger altid at beskytte.

Hvis den har lært, at et bestemt område i kroppen er forbundet med smerte, kan den fortsætte med at sende signaler for at advare.

Det er ikke en fejl. Det er en overbeskyttelse.

Men når beskyttelsen bliver ved, selv om faren er væk, bliver den belastende.

Det er her, arbejdet med regulering og bevidsthed kan gøre en forskel.

Hvad betyder det i praksis

Hvis smerten er forbundet med en hukommelse i hjernen, handler vejen frem ikke kun om at behandle kroppen.

Den handler også om at arbejde med nervesystemet.

At skabe tryghed.
At reducere stress.
At arbejde med åndedræt og kropsbevidsthed.

Når nervesystemet falder til ro, kan hjernen gradvist lære, at området ikke længere er i fare.

Over tid kan smerteintensiteten falde.

Følelser og smerte

Følelser spiller også en rolle.

Undertrykt vrede.
Uforløst sorg.
Langvarig selvkritik.

Alt dette kan holde nervesystemet i en let aktivering.

Når kroppen konstant er i alarm, bliver smertetærsklen lavere.

For en særligt sensitiv kvinde kan sammenhængen mellem følelser og krop være særlig tydelig. Følelser mærkes dybt. Og hvis de ikke får plads, kan kroppen begynde at tale.

Ikke som straf. Men som signal.

Fra kamp til forståelse

Mange går i kamp med smerten.

De presser sig selv.
Ignorerer signalerne.
Bliver frustrerede over kroppen.

Men hvis smerten har rod i en smertehukommelse, vil kamp ofte forstærke den.

I stedet kan det være hjælpsomt at møde smerten med nysgerrighed.

Hvornår opstår den.
Hvad var der lige sket.
Hvilke følelser var til stede.

Denne tilgang skaber forbindelse frem for modstand.

Heling som proces

Heling betyder ikke, at man aldrig mere mærker noget.

Det betyder, at relationen til kroppen ændres.

Når smerten ikke længere tolkes som en fjende, men som et signal, kan der opstå ro.

For nogle vil det betyde, at smerteintensiteten falder. For andre vil det betyde, at frygten for smerten mindskes.

Begge dele er betydningsfulde.

Kroppen og psyken arbejder sammen

Psykosomatisk smerte minder os om noget grundlæggende.

Krop og psyke er ikke adskilte systemer. De er forbundet.

Smerten er virkelig. Oplevelsen er virkelig.

Spørgsmålet er ikke, om den findes. Spørgsmålet er, hvor den starter.

Når forståelsen skifter fra indbildning til sammenhæng, kan selvkritikken slippe.

Og i den forståelse kan kroppen begynde at føle sig mindre alene.